EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkWebmailPortalen

Særlige samlinger

Bibliotekets litteratur udgivet før 1968
Tidsskrifter & Aviser
Standarder

Lærebøger

Afhandlinger
Billedsamlingen fra Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling
Teknologisk Instituts samling
Ostenfeld-samlingen
Vandbygningsvæsenets bogsamling

 

 

Materiale fra nogle af de særlige samlinger er placeret i kældermagasiner. Materiale fra magasinerne hentes op en gang i timen. Materiale som er ældre end 100 år udlånes ikke, det kan dog ses på Danmarks Tekniske Informationscenter.

 

 

 

 

Bibliotekets litteratur udgivet før 1968 - delt i 3 samlinger

 
Danmarks Tekniske Videncenter opstod i 1942 som en sammenslutning af Industriforeningens Bibliotek (IB) og det oprindelige Teknisk Bibliotek (TB) på Polyteknisk Læreanstalt. Bogsamlingerne fra de to biblioteker er flettet sammen tilbage til 1920, mens bøgerne fra før den tid står i to adskilte samlinger. Derfor er bibliotekets ældre litteratur delt i følgende tre samlinger:

  1. Bøgerne fra TB er af teknisk-naturvidenskabelig art.
  2. Bøgerne fra IB er også af bredere kulturhistorisk interesse.
  3. Danmarks Tekniske Informationscenters egen ældre bogsamling udgør bøger udgivet i tidsrummet 1920-1967. Emnemæssigt dækker denne litteratur hovedområderne inden for teknik og naturvidenskab, samt ingeniørvidenskaberne.

Til TB og IB samlingerne hører hver sin katalog i bogform (Katalog over Industriforeningens Bibliotek og en samling folioprotokoller til Teknisk Bibliotek). Mange af titlerne er dog registreret i Danmarks Tekniske Informationscenters kortkatalog og i ALIS.
NB! Industriforeningens Biblioteks bøger blev 1942 delt mellem DTIC og Kunstindustrimuseets Bibliotek, derfor har DTIC ikke alle bøger i kataloget.

 

 

Tidsskrifter & Aviser


Tidsskrifter udgivet før 2000 står i lukkede magasiner i kælderen. For at gøre tidsskrifterne tilgængelige for bibliotekets brugere, udlåner vi ikke tidsskrifter. Visse tidsskrifter og serier er dog undtaget denne begrænsning. Dette gælder især serier, hvis indhold i større omfang ligner bøger. Det fremgår af kataloget ALIS hvilke tidsskrifter og serier, der udlånes.
Artikler fra de tidsskrifter, der ikke udlånes, kan blive leveret som fotokopi mod betaling. Selvkopiering på stedet er også muligt ved køb af kopikort.

Danmarks Tekniske Informationscenter holder enkelte aviser (kun hverdage) : Politiken, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Information, Børsen, the Guardian og International Herald Tribune. Aviserne gemmes i 1 måned.

 


Standarder

 

Vi har en ukomplet samling  af Danske Standarder fra 1927 til og med 2002.

Læs mere på siden Standarder.  


 

Lærebøger


Hvert år ved semesterstart udgiver Polyteknisk Boghandel "Boglisten", som indeholder de lærebøger, der anvendes på Danmarks Tekniske Universitet. Disse titler anskaffer Danmarks Tekniske Informationscenter til Lærebogssamlingen til brug i biblioteket. Bøgerne i denne samling kan ikke udlånes. Dog findes der som regel et ekstra eksemplar i udlånssamlingen.

 

 
Afhandlinger


Alle ph.d.-afhandlinger og doktorafhandlinger fra Danmarks Tekniske Universitet afleveres til Danmarks Tekniske Informationscenter og kan lånes.
Dette gælder ikke eksamensprojekter.

 


Billedsamlingen fra Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling


Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling blev afholdt i 1888 i København. Industriforeningen tog initiativ til udstillingen og engagerede en ung fotograf med navn Sophus Juncker-Jensen til at fotografere udstillingen. Dette enestående værk i form af 14 håndindbundne billedalbum med guldtryk findes nu hos Danmarks Tekniske Informationscenter. I alt er der ca. 800 fotos i samlingen. Billederne er ikke til udlån. 
Fortegnelse over billederne kan ses i vores bibliotekskatalog ALIS.

 


Teknologisk Instituts samling


Oprindelig betjente Teknologisk Instituts bibliotek både instituttet internt og offentligheden, men ved instituttets udflytning fra København til Tåstrup i 70'erne omdefineredes bibliotekets funktion således, at det fremtidig kun skulle være internt bibliotek for instituttet. I forbindelse hermed udskiltes en del litteratur, som biblioteket ikke skønnede at have behov for mere. Det drejer sig om litteratur af interesse for håndværkere og mindre industridrivende og en del ældre litteratur, der nu har historisk interesse.

 


Ostenfeld-samlingen


Ved dr. techn. Chr. Ostenfelds død i 1976 modtog Danmarks Tekniske Informationscenter forskelligt materiale:

  1. En samling på 80 smukt indrammede portrætter af fremtrædende videnskabsmænd fra hele verden indenfor især de områder, hvor Chr. Ostenfeld også arbejdede, nemlig elasticitetsteori, bygningsteknik, bygningsstatik og bærende konstruktioner. De fleste af de 80 videnskabsmænd er født i 1800-tallet eller tidligere. Der er i samlingen portrætter af 17 kendte danske ingeniører, hvoraf flere har været professorer ved Den Polytekniske Læreanstalt. Der findes en fortegnelse over portrætterne.
  2. En stor samling billeder og andet materiale om broer i Danmark og andre steder. Der findes et katalog til samlingen, det er i Håndbiblioteket HBx: Registre til Ostenfeld-samlingen af fotografier og tegninger af broer. 
  3. En mindre samling af ældre bøger især inden for dr. Ostenfelds område (se ovenfor). Samlingen er ikke registreret.

 

Vandbygningsvæsenets bogsamling


Ved Vandbygningsdirektoratets nedlæggelse (i starten af 1960'erne) fik Danmarks Tekniske Informationscenter overdraget en samling ældre bøger om især havneanlæg og vandbygning samt andre bygningstekniske områder. Der findes kataloger til samlingen, det er i Håndbiblioteket HBX: Vandbygningsvæsenets bogsamling. Katalog 1918. København 1919. Samt : Vandbygningsvæsenets bogsamling. Tillæg til katalog 1918. København 1934.

 
 

 Tilbage / Back

Sidst opdateret af  03.09.2009
Ansvarlig: Annette Refn
Top
Anker Engelunds Vej 1Bygn. 101D2800 Kgs. LyngbyTlf. 4525 7200CVR-nr. 30060946EAN-nr. 5798000430556
Cookies